Medarbejderdrevet innovation

Det gælder om systematisk at bringe sig i situationer, hvor man får øje på ny muligheder

Medarbejderdrevet innovation handler om innovation midt i arbejdstiden. Målet er at få aktiveret medarbejdernes ideer og erfaringer i udviklingen af kerneopgaven. Og Go’ Proces leverer træning i at få øje på de gode ideer.

I DINOVA-projektet, financieret af Forsknings- og Innovationsstyrelsen, skulle innovationen foregå på plejehjem og træningscentre, hvor hverdagen er præget af drift. Der skal leveres pleje og mad, og medarbejderne arbejder under tids- og arbejdspres. Derfor er det i hverdagen vigtigt at standardisere, så opgaverne bliver løst ens. Det betyder imidlertid også, at nye ideer har sværere ved at komme i spil.

Træning i at se muligheder
Go’ Proces´ bidrag til projektet var at træne medarbejderne i at få øje på forskelligheder i stedet for ensartethed. De skulle prøve at undersøge andres grunde til at gøre tingene anderledes og få øje på, at det kan være flere løsninger.
»Det gælder om systematisk at bringe sig i situationer, hvor man får øje på ny muligheder,» siger seniorkonsulent Henrik Thomsen.

Ideudvikling
Da medarbejderne var blevet trænet i at se mulighederne, gik pleje- og træningscentre over til idéudvikling. Og det handlede både om store og små ændringer. Lige fra at flytte møblerne, så de ældre kan være sammen på en anden måde til at indføre afrapportering baseret på talegenkendelse.

Diktafoner fastholdt historierne
»Medarbejderne var ikke sprogligt stærke, og det var en udfordring. Det er en stor arbejdsopgave for dem at afrapportere efter vagterne,» fortæller Henrik Thomsen.

Derfor blev der udviklet et forsøg med diktafoner, hvor medarbejderne kunne indtale deres afrapportering, mens de var på de ældres stue.
»Det førte til meget bedre rapporter. Tidligere blev alt først skrevet ned til sidst på vagten, og derfor kom der typisk fokus på de få, vanskelige, situationer. Nu, hvor rapporten bliver indtalt på stuen, kan de ældre selv følge med og kommentere, og medarbejderne får mange flere forskellige historier med i rapporten, » fortæller Henrik Thomsen.

Plejehjemmet arbejder nu videre med ideen og er i gang med et projekt om  digital talegenkendelse.

Innovation er leg
Go’ Proces bruger ofte leg i forbindelse med udviklingsarbejde – og dermed også medarbejderdrevet innovation.
»Når børn leger, bruger de mellem 80-90 procent af tiden til at tale om legen. Derfor har de evnen til at genforhandle konteksten. Ved at bruge legen trækker vi på et repertoire, som de fleste kender, men har glemt.,» siger Henrik Thomsen.

___________________________

Medarbejdere med særligt fokus på medarbejderdrevet innovation:

Henrik Thomsen
Sille Askefrø Bjørn